flæjnna (v.) II

BO

IIflæjnga (v.)

[flæa]-er, -de, -t (-d)

flæjnga (v.) [flæa]

-er, -de, -t (-d)

1) ved snit, hug, riven olgn. frembring en langagtig åbning (revne, rift, sår) i noget; flænge noget. du hâr flæjngt kjâulijn› ‹jâ fikkj frakkijn flæjngder› ‹hajn storte ner å flæjnge hâud-swærijn frå pajnan å mæst hæn te nakkajn

2) rive, slide, flå i noget; flænge i noget; flænge noget løs osv.bællana liggja å flæjnga i di træn å brækka grenana å› ‹hajn flæjngde stora barkflâger å me horn (ɔ: om en tyr, der stangede mod et træ) || om at skære uordentligt:hajn sto å flæjngde i kjøddbiddajn (ɔ: for at skære sig et stykke af)› ‹jâ flæjngde mai ejn bidda å›.

3) i forb. flæjnga opp, (abs.) rive klæderne op foran på brystet for at blotte dette; dertil part. oppflæjngder, med klæderne åbne på brystet (= flawijn, oppflawijn). – nu l. br. – Sv. flänga upp, uppflängd i samme anv.

4) bevæge sig afsted med stor fart og voldsomhed; løbe, køre i voldsom fart. (“især i Forb. fläjnga adsta, rende af alle Kræfter.” Esp.)jâ så hon flæjngde å ad böjn te›.

Espersen

Fläjnga (v. intr., v. tr.)

er-de-t

bevæge sig heftigt, ile; især i Forb. ‹fläjnga adsta›, rende af alle Kræfter (Gudh.); Sv. flänga, d. s. (om Løben, Dandsen, Riden, Kjøren). Ogsaa bruges det som v. tr. = Dsk. flenge, Isl., Nsk. flengja, it. absol. og uegl. ‹fläjnga opp›, rive Klæderne op foran paa Brystet for at blotte samme (deraf ‹oppfläjngder› = flawijn, s. s.); Sv. flänga upp (uppflängd).