âga (v.)

Espersen

Aga (v. tr., v. intr.)

âer-te-t

age, kjøre (Sk., Blek. aga; Oldsv., Nsk., Isl. aka; Dal., Sv. åka): ‹aga torru, möj›; ‹aga ätte sijll›; ‹aga i rijng› (s. s.); ‹ja komm agenes›. Ordet er meget almindeligt; dog høres v. ‹kjöra› (kjör-kjöre-kjört) ved Siden og ofte uden Forskjel; man siger imidlertid alene ‹aga på kjälka›; ‹aga ner› (ɔ: ned ad en Bakke om Vinteren paa en Børneslæde); ligesom paa Vestl. (navnlig Rønne E.) ‹kjöra i kana› (hvorimod s. st. baade ‹aga› og ‹kjöra på slä›, — i Slæde). Deraf [Agene (s.s.).]

Lærernes Ordbog

Aga (v.)

at kjøre, age, modsættes kjøra, som betyder at kjøre, styre Hestene.

Teinnæs

âga å

ta af; ‹så âger gjæjljn å›; ‹ded e inte gått, når ded begjyjnjer âga å› – gå ned ad bakke økonomisk; også om helbred.

aga (v.)

[â:ga]â:ger - â:gte, â:kte - â:gt, â:kt

Ordet er endnu meget almindeligt, men trænges stærkt af ‹kjöra›, der overalt kan erstatte ‹âga›, mens det omvendte ikke er tilfældet. Intrans. høres meget hyppigt ‹âga› i tilfælde som: ‹jâ fikkje âgt mæst hela væjn hjimm›; ‹fikkj ni så slætt inte âgt nâd grân?› ‹bler dær sa di ajle kajn komma opp å âga?› ‹må jâ âga me?› ‹hajn vil gjærna hâ piblana opp å âga me saj›; ‹bællana âga i lassed› (dvs. kører hjem fra marken i kornlæsset); “Munter” ‹mener omm å âga›; ‹jâ e âgenes te kjærkes idâ›, dvs. har fået lejlighed til at køre; ‹dæjn vounijn e styjggjer å âga i›; ‹di âgte bâg på› (der tænkes på “sidde på køretøj” modsat “gå”). Man siger både ‹âga ner› og ‹kjöra ner› – “kælke”. Ligeledes hedder det både ‹âga ijn› og ‹kjöra ijn›. ‹di akte ijnj me tre vâuna›. ‹ded âger ud› – svinder mer og mer; ‹ded âkte ud får dåm› – gik ned ad bakke. ‹âga› bruges om – frivillig eller ufrivillig gliden ned ad eller henover noget: ‹jâ âgte ner ad halmstakkijn›; ‹jâ falte å âgte et lânt styjkkje på ænnajn›. Herhen hører det overførte udtryk: ‹ded âgar nerforr› – det går ned ad bakke (med helbred eller økonomiske omstændigheder). Når der tænkes på valg af arten af køretøj, bruges mest ‹kjöra›, altid i forb. med fine ord som ‹karet›, ‹kâna› og det moderne ‹bil›: ‹Kajn ijn kjöra på slæ idâ, æjlle bler ijn nødder te å kjöra på voun?› Derfor hedder det heller ikke udelukkende ‹âga på kjælka›. Hvor der ikke tænkes på et bestemt enkelt tilfælde, men hvor man udtrykker sig i almindelighed, kan høres: ‹hâr du inte vad uda å âgt på slæ i vijnter?› I betydningen “Ta afsted til vogns” bruges ‹kjöra›: ‹kjöra i skouijn›, ‹kjöra te slotted›; ‹ska vi snart kjöra hjimm?› Men i gamle faste forbindelser endnu ‹âga›: ‹âga te skous›, ‹te bys›. Transitivt bruges både ‹âga› og ‹kjöra›, det første mest, hvor der er tale om gårdens produkter, hvor udtrykket har hævd fra gammel tid, som: ‹âga rou ijn›, ‹âga torru›. Derimod kun ‹kjöra mærgel›. Der siges: ‹vil du âga ded ujnnan?› I landbefolkningens sprog holder ‹âga› sig endnu i den opr. betydning. intr. “færdes på vogn eller andet køretøj”, trans. “befordre på vogn eller andet køretøj”, mens ‹kjöra› griber ind i dets område og i adskillige tilfælde er ved at fortrænge det. I Rønne kendes ordet, men opfattes som et ord, der hører landbefolkningens sprog til; i Rønne hedder det altid: ‹kjöra gruz, kanlin, kåll, bræjnna fra hawn›. Kun i forb. ‹âga ner› – “kjælke” er det rigtig levende i Rønneborgeres tale.