forhâua, forhoua (v.)

Espersen

Forhoua (v. tr., v. (impers.))

auar-ada el. de-ad el. t

føle Misfornøjelse, Utilfredshed med Noget, man har gjort, fortryde: ‹ja forhouar meied däjn tijngen›; ‹hajn har forhouad ’ed många gånga›; ‹ja forhouar livan, ad ja tajde stille m’ed›; ‹ded forhouar mei meied›; af houa v. (au), hue, hove, behage, synes om (Nsk. Hug, Hog, Hau, Sind, Lyst, Jsk. Hou, Sv. håg, Isl. hugr, Dsk. Hu) og ‹for›, der, ligesom Dsk., Nsk., Isl. for, Sv. för, giver Ordet et modsat eller slet Begreb (jfr. forøvr. ældre Dsk. fortykke, tykkes ilde om, være utilfreds med, fortryde paa). Paa samme Maade er udentvivl ogsaa det skaanske v. ref. forhua’ se at forklare, der bemærker: ræddes, frygte for at gjøre Noget («han forhua’ se å gau te hongen», han var bange for at nærme sig til Hunden; jfr. frihuad, Sv. frihågad, modig, uforskrækket; Sv. hågfull, hugfull, fuld af Mod og Bestemthed til Noget); med mindre dette Verbum skulde være opstaaet af det svenske Substantiv farhåga, Frygt, Skræk, med en forvendt Udtale af første Led.